Skole OL Svømning er Danmarks største svømmedyst for 4. og 5. klasser og er en aktivitet for hele klassen! Deltagerne kæmper om den ærefulde sejr, flotte præmier og de eftertragtede pladser ved Skole OL finalen i Aarhus, hvor eleverne skal dyste i 'Svømningens tikamp'.

 

Svømning er med på programmet ved Skole OL, som er 'OL i børnehøjde' og den officielle olympiske skoleaktivitet for 4.–7. klassetrin. Hvert år samler Skole OL tusindvis forventningsfulde skoleelever til konkurrencer i forskellige sportsgrene med fokus på fællesskab, færdighed og fairplay! Fælles for alle sportsgrene i Skole OL er, at HELE klassen konkurrerer sammen som et hold.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvem kan deltage?

Skole OL Svømning er for 4. og 5. klassetrin og det er gratis at deltage.

 

Hvordan deltager vi i Skole OL Svømning?

I kan deltage i Skole OL Svømning på to måder. Enten kan svømmekonkurrencen afvikles i egen svømmeundervisning eller gennem deltagelse i et lokalstævne i ens kommune.

I egen Svømmeundervisning - Klassedysten

I 'Skole OL Svømning - Klassedysten' skal klassen svømme så langt de kan på bare 20 minutter i egen svømmeundervisning. De bedste 4. klasser og de bedste 5. klasser findes ved at se på, hvor mange meter der i gennemsnit er svømmet pr. elev i klassen.
I bestemmer selv, hvilken dag I vil konkurrere. Fra 1. januar 2019 og frem til udgangen af april 2019, er det muligt at tilmelde sig klassedysten ved at oprette en brugerprofil på skoleol.dk og klikke ind under 'Svømning'. Sidste frist for indberetning af resultaterne er den 1. maj 2019 og vinderne offentliggøres den 10. maj.

I et lokalstævne – Svømningens tikamp

I nogle kommuner arrangerer en eller flere svømmeklubber et lokalstævne. De fleste lokalstævner afholdes i foråret, hvor der dystes mod andre skoleklasser i ens kommune, i det vi kalder 'Svømningens tikamp'. Man finder og tilmelder sig et lokalstævne ved at oprette en brugerprofil på skoleol.dk og klikke sig ind under ‘Svømning’.

I begge konkurrencer handler det naturligvis om at give så mange elever, en så god oplevelse, som overhovedet muligt, med respekt for den enkeltes formåen. Derfor må elever, der ikke vil kunne deltage uden brug af hjælpemidler (fx svømmebælte, svømmefødder og lign.), gerne benytte sig af disse. Elever der kan svømme uden hjælpemidler, må ikke bruge disse til at forbedre deres præstation. 

 

SKOLE OL 2017 from Dansk Svømmeunion on Vimeo.

 

I dyster om at komme med til det store Skole OL finalestævne i Aarhus d. 18.-21. juni 2019

Uanset om I deltager i Skole OL Svømmekonkurrencen i forbindelse med jeres egen svømmeundervisning eller om I deltager ved et lokalstævne i jeres kommune, så er I med i konkurrencen om de 20 finalepladser, der er til Skole OL finalen i Svømning for henholdsvis 4. klasser og 5. klasser. Ved Skole OL finalen i Svømning er det både elevernes færdigheder i vand og deres evne til at samarbejde og se hinandens styrker på holdet, som afgør, hvem vinderne bliver.

Deltager I 'Skole OL Svømning - Klassedysten', som foregår i jeres egen eksisterende svømmeundervisning, dyster i samtidig om flotte præmier, der gives til de klasser der svømmer længst i gennemsnit pr. elev i klassen.

 

Deltag i konkurrencen om et oplæg om badesikkerhed for eleverne på jeres skole

Vi gentager successen i 2019 og udlodder igen 10 oplæg med livreddere fra TrygFonden Kystlivredning. De besøger skolen i perioden op til skolernes sommerferie og vil lære eleverne om badesikkerhed, De 5 baderåd og det at have respekt for vand, så de kan færdes med større sikkerhed ved strande, havne, søer og hav, og bedre hjælpe andre i nød.